HAR LIVERPOOL BRUG FOR EN RIGTIG 9'ER?










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


HAR LIVERPOOL BRUG FOR EN RIGTIG 9'ER?


Af Anders Rørtoft-Madsen og Andreas Brøns Riise

Så fik vi ellers transfervinduet skudt i gang. Der gik mindre end to timer fra de første rygter om Fabinho ramte Twitter, til den ombejlede brasilianer blev præsenteret som ny Liverpool-spiller. Kombineret med det allerede i august bekræftede køb af Naby Keita og de tiltagende rygter om Nabil Fekir tyder det på, at den centrale midtbane har haft førsteprioritet i længere tid, når Klopp og den sportslige ledelse har snakket forstærkninger.

Det giver sådan set fin mening. Tilføjelsen af Virgil van Dijk har givet tiltrængt ro i forsvarskæden, og de tre forreste har formået at høvle intet mindre end 91 mål ind i denne sæson, hvorfor frontløberkæden ikke ligefrem skriger på forstærkninger. Og dog. For der skal tilføjes bredde i mere end én forstand.

Da Mo Salah gik ud efter en lille halv time i CL-finalen vrimlede det ikke ligefrem med alternativer at sætte ind. Skal næste niveau bygges på, skal der indkøbes supplement til de tre forreste – altså spillere af en vis kvalitet, så det bliver lettere at rotere, og så konkurrencen om pladserne i start-11’eren skærpes.

Den anden form for bredde handler bogstavelig talt om at få fløjene tættere på sidelinjerne. Det vender vi tilbage til. Endelig skal der tilføjes mere kreativitet til den centrale midtbane lige bag de tre forreste, så de kan sættes i scene på flere forskellige måder.

En rolle, Fekir ser ud til at være førstevalget til. Og mon ikke han - ligesom Coutinho - også kommer til at dække en fløj (eller sågar en rolle som falsk 9'er) i ny og næ.
 

Intet reelt alternativ i front


En tredje hurtig kantspiller af høj kvalitet står ganske givet (og ifølge rygtebørsen) højt på Klopps ønskeliste, så man i højere grad kan rotere, gardere sig mod skader og have andet end løst krudt at skyde med fra bænken.

Men også når vi rykker helt frem til den forreste mand på banen, står manageren med en beslutning at tage. Her har der i denne sæson reelt ikke været noget alternativ til Firmino. Den kollektive forløsning i Liverpool-fanbasen var enorm, da den sympatiske kriger Danny Ings mod WBA endelig kom på måltavlen efter to års skadeshelvede, ligesom Dom Solanke på ligaens sidste spilledag endelig fik hul på bylden.

Jürgen Klopp må dog, trods alt, have sine tvivl om, hvorvidt de to og purunge Rhian Brewster udgør et kvalificeret nok alternativ til Roberto Firmino. Der er trukket rigtig store veksler på brasilianeren i denne sæson, og det har også kunne ses i perioder, hvor han har set godt brugt ud. Blandt andet fordi, det desværre har været tydeligt for enhver, at der endnu er rigtig meget endnu at lære for Solanke.

Er det virkelig det bedste for et talent som ham (og snart Rhian Brewster) at få sammenlagt 583 minutters ligabold på en sæson uden nogensinde at gøre en forskel? Eller bør man satse på at få dem ud på udlån, hvor de kan finde ind i en rytme, spille kampe fra start hver weekend og begå (og lære af) deres fejl med mindre pres på end i Liverpool?

Det er dog ikke kun af rent rotationsmæssige årsager, det kunne give mening at have et alternativ. Roberto Firmino er den perfekte angriber til Liverpools Plan A, hvor fløjene trækkes så smalt ind og så langt frem i banen, at der til tider nærmest er tale om, at vi spiller med en diamant. Men hvad når vi gerne vil spille på en anden måde?

 

Pladsskaberen Firmino


Firmino bliver ofte beskrevet som "en falsk 9'er", hvilket er en sandhed med modifikationer, men det er sandt, at hans rolle ikke er at være Liverpools primære måltrussel.

Han skaber med sine løb tilbage i banen plads centralt til primært Salah, han er - som regel - en glimrende kombinationsspiller og endnu vigtigere: Han har et naturligt defensivt instinkt, der gør, at hans første tanke, når bolden tabes, er at dække den flanke af, hvor fløjen har bevæget sig længst frem i banen. Det er ikke kun i det fremadrettede genpres, han er eminent.

Det er ikke sjældent, man i denne sæson har set, at vi er endt i en forsvarsformation med Firmino på højrekanten og Salah som forreste mand. Ofte når vi dog ikke engang så langt, før Firmino har tilbageerobret bolden ved en tackling og sendt en af vores fløje afsted. Han falder tilbage i banen, men han tænker altid fremad, når han får bolden.

Udfordringen er, at det med den gameplan er nødvendigt at trække fløjene meget smalt ind i banen, så Firmino har nogen at sætte i scene, og derfor er det stort set udelukkende op til backs at gøre banen bred.

Med fremkomsten af Andy Robertson og Trent Alexander-Arnold i denne sæson lykkes det heldigvis oftere og oftere. I nogle kampe har de omskolede fløje Oxlade-Chamberlain og Milner tillige formået af bidrage til det bredde spil med kloge horisontale dybdeløb.


Et forsimplet diagram over Liverpools udgangsstrategi i denne sæson. Mange mand tæt på Firmino centralt i banen - backs holder bredden

En statistik over Liverpools første 88 mål i sæsonen underbygger også tesen om, at vi taktisk spiller meget ind over midten. Næsten tre fjerdedele af målene er scoret centralt i det store og lille målfelt. Det er der egentlig ikke noget overraskende i, da de fleste mål scores i ”danger zonen”. Det er dog bemærkelsesværdigt, at kun lige omkring 10 procent af vores mål er scoret fra venstre eller højre side af målfeltet.

Nærstuderer man målene er de fleste af de mål, vi har scoret fra siderne i feltet, scoret i august og september, hvor Sadio Mané var i hopla og blev kåret til månedens spiller. I den periode udfordrede han på den rigtige måde, hvor han blev bredt længe og var i høj fart, inden at han mødte sin direkte modstander.

Ser man på, hvordan at målene er blevet skabt, er lige over fem procent af målene skabt af den enkelte spiller - altså hvor spilleren selv skaber målet mod et modstanderforsvar i balance uden assist fra en medspiller.

14 procent af vores mål er scoret efter indlæg. Det siger noget om, at der et potentiale for at bygge endnu et niveau på vores spillestil, hvor vi bliver bedre til at vores sideangribere udfordrer direkte fra bredden for at enten at afslutte selv eller lave indlæg.

Og enkelte kampe har skreget på, at Liverpool havde andre strenge at spille på, når vi ikke har kunne spille på omstillinger men skal skabe kampen i etableret angrebsspil. Et smerteligt eksempel var de to kampe mod lokalrivalerne mod Manchester United.

Med to defensive midtbanespillere, en kompakt og dyb firebackkæde stående smalt i banen og bolde henover genpresset formåede Mourinho at få lukket fuldstændig ned for, at Liverpool kunne få gang i hverken kombinations- eller bolderobringsspil i det centrale område.

Liverpool kom derfor i store dele af begge kampe til at spille bolden rundt på midtbanen foran et helt modstanderhold i balance uden for alvor at få sat offensiven i scene gennem penetrationsspil hverken centralt eller udenom rivalernes forsvarsblok.

 

Mangler på indlæg og i hold-up-spil


Stiller modstanderen sig dybt og kompakt, vil man typisk forsøge at skabe mere bredde i banen, så man kan spille rundt om forsvaret, strække bagkæden, søge en-mod-en-dueller bredt i banen og sigte efter en frontløber med spidskompetence i at finde plads i en overbefolket boks (ikke nødvendigvis i luftrummet - det kan også være en hurtig angriber, der kommer først på flade indlæg) eller løb fra den centrale midtbane.

Det er ikke Firminos naturlige spil. Det er ikke mange hverken høje eller flade indlæg, han er dukket op i enden af i denne sæson.

En anden kamp, der er værd at fremhæve, er den famøse udekamp mod Sevilla. Det lyder måske mærkeligt at kritisere en mand, der i kampen leverede to mål og en assist i første halvleg, men det er ikke desto mindre, hvad den gamle Liverpool-kæmpe Alan Hansen gjorde efter kampen.

Kritikken gik på, at i anden halvleg, hvor Liverpool blev sat mere og mere under pres, og fløjene kom til at stå på linje med midtbanen i en 4-1-4-1, blev der længere og længere mellem Firmino og resten af holdet, og når den endelig kom frem til ham, lykkedes han meget sjældent med at holde fast i den.

Svære arbejdsbetingelser, javel, men det havde gjort underværker med en angriber med flere kompetencer i spillet med ryggen til mål. Enten i form af at kunne holde på bolden, til medspillere var kommet med frem, eller i form af at hive nogle frispark, der kunne bryde rytmen i kampen. Det skete ikke, og derfor blev kampbilledet mere og mere bølge efter bølge af angreb mod Liverpools mål.

Firmino er stadig i en rivende udvikling som angriber, og der er bestemt ikke nogen grund til, at han ikke kommer til at udvikle flere facetter af sit spil. Noget tyder dog på, at Liverpool er opmærksomme på problematikken.

 

Det uslebne alternativ


I Dom Solanke, der kom til Liverpool på baggrund af et fantastisk U20-VM, hentede man før sæsonen en angriber, der på papiret har alle forudsætninger for at udgøre et godt alternativ til Firmino.

Vi snakker nemlig ikke om, at det alternativ skal være en klassisk targetman - den vej har vi været nede ad mindst to gange for meget. Med en veludviklet teknik og stor arbejdsradius bør Solanke kunne løse mange af de samme opgaver som Firmino i kombinations- og presspillet.

Slet ikke på samme niveau som brasilianeren, men i tilfredsstillende grad til, at han også vil kunne indgå i "Plan A" i de kampe, hvor vi gerne vil spille med den, men Firmino ikke er til rådighed.

Med sin veludviklede fysik og mere naturlige angriberbevægelser i boksen og i hold-up-spillet tilfører han på papiret Liverpools angreb noget, som Firmino ikke gør. Desværre har målnæsen og afslutningerne foreløbigt vist sig utilstrækkelige.

Derfor er spørgsmålet nu, hvad gør Klopp til næste sæson? Firmino, kontrafasen og det centrale kombinationsspil vil uden tvivl stadig være Plan A, men Liverpool kommer uden tvivl kun til at møde flere hold, der står dybt og smalt i banen og overlader initiativet til Liverpool. Hvordan får vi skabt mere bredde i spillet i disse kampe?

 

Større trussel fra midtbanen


Med tilføjelsen af mere dynamiske og målfarlige centrale midtbanespillere bør vi få den streng at spille på, at vi til tider kan holde fløjene bredere i banen (og måske endda til tider bytte om på dem, så de får deres stærke ben udad i banen) og lade støtten til angriberen komme fra midtbanen. På den måde bør vi kunne tilføje mere bredde i spillet.

Med tilføjelsen af dynamiske typer som Fabinho og Keita er det desuden ikke umuligt, at Klopp endelig mener, han endelig har spillerne til at spille den 4-2-3-1, han tidligere har haft stor succes med i Dortmund, men aldrig har haft de rigtige centrale midtbanetyper til at få til at fungere i Liverpool.

Det vil skubbe en mand helt op bag angriberen - der derfor ikke i samme grad skal falde ned i banen og udfylde rollen som 10'er - og fløjene endnu en tand bredere ud i banen.




To måder, Liverpool vil kunne få mere bredde i spillet til næste sæson

Ønsket til transfervinduet er derfor, at der udover at findes en løsning til alternativet til Firmino også indkøbes en kantspiller med mål i støvlerne, som kan udfordre i høj fart fra bredden på ydersiden af modstanderens back eller i rummet mellem midterforsvar og back, og derfra afslutte direkte på mål eller slå indlæg.

Især Mane har disse spidskompetencer, men han har i denne sæson spillet langt mest til venstre, hvor det alt andet lige er sværere at gå på yderside af back.

Hvis vi i flere kampe (eller perioder af kampe) kommer til at holde fløjene bredere i banen for at nedbryde en dyb og kompakt defensiv, vil topangriberen til gengæld oftere have længere til nærmeste medspiller og i højere grad skulle fungere som klassisk spydspids:

Han skal i højere grad kunne holde på bolden med ryggen til mål, finde de rigtige områder i boksen til at komme først på indlæg - og være holdets primære måltrussel. Lad os kalde det "en ægte 9'er". Som tidligere beskrevet er Firmino i en rivende udvikling som angriber, men det er endnu ikke hans naturlige spil som spydspids.

Spørgsmålet er, om det derfor ikke ville give mening at hente en angriber, der ikke ligger alt for langt fra Firmino i type, når det kommer til at indgå i pres- og kombinationsspillet, men som har flere spidskompetencer som klassiske spydspids - lad os kalde det "en ægte 9,5'er" - hvis man ikke for alvor tror på, at Dom Solanke får det endelig gennembrud i denne sæson?

Det synes vi. I næste indlæg vil vi komme med nogle bud på, hvem det kunne være.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder